Menneskeheden skal uafbrudt arbejde på at frembringe enkelte store mennesker– dette og intet andet er dens opgave Nietzsche

Ungdommen møter ofte mindre filistrøse, gruppe meninger, der han får en mer motstand mot massen. Han leter seg etter derfor en oppdrager, en lærer, en som ikke vil lære ham noe fremmed, men peke ham mot den rette veg for å kunne bli den enkelte. Denne oppdrageren er kun en befrier, en som kan fjerne lenkene som dannelsesfilistrene har satt fast på ham. En slik oppdrager søkte Nietzsche seg som ung og fant Schopenhauer. Ifølge Georg Brandes, så finner man en slik tenker i en utviklingstid som er dypest frigjørende. Han skriver: “Nietzsche siger, at da han havde læst en eneste side af Schopenhauer, vidste han, at han vilde læse hver side af ham og lægge mærke til hvert ord, selv til de vildefarelser, han måtte finde.”

Men dette var dessverre et skritt tilbake for Nietzsche. Istedenfor å være kun bunnfast til dannelsesfilistrenes kultur som man blir født i, så blir man også bunnfast til befrieren. Brandes skriver: “Vi finder i hans ældste skrifter visse Schopenhauerske yndlingsudtryk, som siden ikke mere forekommer hos ham. Men frigjørelsen er her en rolig udvikling til selvstændighed, under hvilken den dybe taknemmelighed bevares, ikke som i forholdet til Wagner et voldsomt omslag, der bringer ham til at fraskrive de værker enhver værdi, som tidligere var ham de værdifuldeste af alle. Han priser hos Schopenhauer hans høje ærlighed, ved siden af hvilken han kun kan stille Montaigne’s, hans klarhed, hans bestandighed, hans renlige forhold til samfund og stat og statsreligion, der stikker så stærkt af i sammenligning med Kant’s.”

Nietzsche bryter seg fra Schopenhauers skrivestil, men bevarer hans ærlighet, hans klarhet, hans bestandighet og hans nøytrale forhold til samfunn, stat og statsreligion, endog på samme måte, der mange av disse egenskaper kan legges likestilt sammen med de andre tenkerne, de andre kildene for inspirasjon, som også har tatt ham et steg nærmere Schopenhauer, hans befrier, så kan vi stille oss et spørsmål: hadde Nietzsche møtt sin befrier, hvis han ikke møtte på de andre tenkerne også?

En ting som Brandes skriver som tar meg til hjerte, er hvordan Nietzsche blir overrasket over hvordan Schopenhauer kunne leve sitt liv i Tyskland, et samfunn som undertrykker de enkelte. Brandes skriver: “Dannelsesfilistrenes samfund gør de ualmindelige mennesker livet surt. Der er eksempler i flokkevis fra alle landes literatur, og modprøven gøres stadigt. Man behøver kun at tænke på det antal af talenter, der tidligere eller senere beder om forladelse og gør filisteriet indrømmelser for at turde eksistere”

Dannelsesfilistrenes samfunn undertrykker de store med å ydmyke, tvinge dem ned på lik nivå– som filistrene, og tilslutt gjøre dem redd for sin egen eksistens.

Men med et glimt av håp, så håper vi at noen av de enkelte, klarer å tåle dannelsesfilistrenes undertrykkelse? Brandes skriver: “Men selv hos de stærkeste røber den unyttigt oprivende kamp med dannelsesfilisteriet sig i furer og rynker” Og da blir de store enkeltindivider født, gjennom kamp mot folket selv. Men tenk på alle de store, talentfulle, som kunne vært her, dersom vi levde i et samfunn som ikke bestandig undertrykte dem gjennom velferdsmoralen? Hvor hadde vi vært hen nå kulturelt?